30. apr. 2012
Af af Trine Fisker/Newsdesk og Louise Møller

Claus Meyer: Jeg var den fedeste dreng i klassen

Claus Meyer
Claus Meyer
Foto: Claus Poulsen
TV-kokken Claus Meyer har kæmpet mod overvægt. I dag motionerer han hver dag for at holde overvægten væk

De fleste danskere kender TV-kokken Claus Meyer. De har måske set ham tone frem på skærmen, hvor han jonglerer med forskellige lækre ingredienser, der ender som et lækkert måltid. Måske de har købt brød i hans bageri eller spist på hans restauranter. Eller måske har de forsøgt sig med hans opskrifter i en af hans mange kogebøger.

Og når man som Claus Meyer er så glad for mad, at man har gjort det til sin levevej, så kræver det en masse opmærksomhed, så de mange lækkerier ikke ender som ekstra kilo på maven.

For TV-kokken har tidligere kæmpet mod en massiv overvægt. Da Claus Meyer var 13-14 år, blev hans forældre skilt, og skilsmissen resulterede i et overforbrug af mad. Og det kunne ses - både på Claus Meyers krop og på vægten.

Tabte sig med hvidkål, rugbrød, havregryn og skummetmælk

- Jeg var som 15-årig det fedeste barn i klassen. Men jeg fandt ud af, at jeg kunne tabe mig, hvis jeg spiste noget, der smagte ad helvede til, fortæller han i et interview i magasinet Aktiv Træning.

Ved hjælp af en kost, der kun bestod af bart rugbrød, havregryn med skummetmælk og hvidkål, tabte han sig 30 kilo, og i dag bruger han en time dagligt på motion, så han kan holde de overflødige kilo væk.

- Så igennem livet har jeg fundet ud af, at jeg kan spise og drikke, hvad fanden jeg vil, bare jeg dyrker en times daglig motion, siger han.

Claus Meyers trænings-cv

Og for Claus Meyer er det ikke afgørende, hvilken form for motion han dyrker.

- Bare jeg får pulsen op og adrenalinen rundt i kroppen. Jeg ved blot, at jeg vil have et træningspas hver dag, for så har det været en god dag, siger Claus Meyer til Aktiv Træning.

Den store interesse for motion betyder, at han blandt andet kan skrive et maraton, 20 halvmaraton, årlig deltagelse i det svenske Vasaløb, der er 90 kilometer på langrend, og at han er tidligere Lolland-Falster-mester i både bordtennis, badminton og tennis på sit trænings-cv.

- Hvis jeg ikke dyrker motion, kan jeg opleve en negativ følelse. Man bliver ikke bare belønnet for, at man gør det, man bliver også straffet psykisk, hvis man ikke gør det. Min familie vil helt sikkert kunne mærke, at min lunte blev kortere, hvis jeg i to dage ikke havde dyrket sport, siger Claus Meyer.

Læs mere om: