Claus Meyers køkken meldt til politiet

Kokken Claus Meyers smil er stivnet, efter at fødevaremyndighederne har været forbi og tildelt en sur smiley til Meyers Køkken & Deli. Det ligger under Magasin på Kongens Nytorv i København.
Ifølge kontrolrapporten blev flere typer madvarer opbevaret ved for høje temperaturer. Det drejer sig blandt andet om kylling, fiskefrikadeller og forstegte hakkebøffer, skriver eb.dk.
I kontrolrapporten, der er udarbejdet i torsdags, står der følgende: "I opvask stod leveret grøntvarer i kasser på bordet ved opvasken oven på rene bøtter. I opvaskevasken blev der skyllet grønt, hvor der stod urent opvask." Kontrollanterne skriver i deres rapport, at der virker meget snavset i køkkenet, og at en væg er jordslået. Det er de forhold, der har ført til, at Fødevarestyrelsen har politianmeldt Meyers Køkken & Deli.
Det er ikke Claus Meyer selv, der har ansvaret for køkkenet, men direktøren i Claus Meyer Holding: Tage Nielsen.
- At vi har fået en sur smiley er helt uacceptabelt, og det er simpelthen ikke godt nok. En centimeter mug er selvfølgelig en centimeter mug for meget, siger Tage Nielsen til eb.dk.