19. feb. 2011
Af af Vibeke Spangsberg

Dennis Knudsen: 25 kvinder vil føde mit barn

Dennis Knudsen
Dennis Knudsen
Foto: Niels S. Andersen
Dennis Knudsen er overrasket over, hvor mange kvinder der ønsker at få et barn med ham.

Det var slet ikke tænkt som en kontakt-annonce, da han sagde ja til Puk Elgård på "Aftenshowet" om at fortælle om sit store ønske om at blive far. Men siden han talte åbent ud på TV, har rigtig mange kvinder henvendt sig til ham.

- Jeg var overrasket over, hvor mange der reagerede. Det er alle sammen kvinder, der har set "Aftenshowet", og som er i samme situation som mig: Kvinder, der også ønsker at blive forældre. Og det er kvinder i alderen fra midten af 20'erne til midten af 40'erne. Jeg har fået over 25 henvendelser, men jeg har ikke haft tid til at reflektere på dem endnu, fordi jeg har haft travlt, fortæller den 47-årige frisør og stylist.

- Jeg har fået nogle fantastiske breve, og jeg skal nok skrive et pænt brev til dem alle. Det er jo lige så grænseoverskridende for en kvinde at henvende sig, som det er for mig. Jeg prøvede det også for 15 år siden med et lesbisk par. Så for mig er det ikke et ønske, der lige er opstået.

Gjort til nar

Indtil for nylig troede Dennis Knudsen, at det nu endelig skulle lykkes for ham at blive far. På et meditationskursus mødte han for et års tid siden kvinden, han troede skulle være mor til hans barn. De brugte tid på at lære hinanden at kende, og hun blev insemineret uden dog at blive gravid ved første forsøg. Men da de var midt i processen, sprang hun fra. For hun havde pludselig mødt manden i sit liv.

- Der kommer en frustration og vrede over, at man ligesom føler sig til nar. Det er jo ikke bare at gøre en kvinde gravid. Det er også en stor, juridisk proces med papirer, der skal være på plads, siger en skuffet Dennis Knudsen og tilføjer:

- Men hvis man ikke er åben omkring det, kan der jo gå mange år før, man finder en kvinde. De fleste i min egen omgangskreds er nået til det punkt, hvor deres biologiske ur er faldet i slag.

Læs mere om: