7. jul. 2015
Af Lene Skriver Bak

Helena Christensen designer tøj for dansk mærke

Helena Christensen til premiere i New York
Helena Christensen til premiere i New York.
All Over Press
Helena Christensen kaster sig nu over modetøj til kvinder og lancerer i samarbejde med InWear kollektionen 'InWear by Helena Christensen'.

Var det noget med et stykke tøj, der er designet af Helena Christensen? Det bliver muligt til efteråret, hvor de første såkaldte styles designet af Helena Christensen kommer i butikkerne.

Det er det danske mærke InWear, der har indgået et samarbejde med den tidligere model.

- Samarbejdet er en fordel for begge parter. Jeg kan tilføre noget personligt til InWear, og InWears team kan lære mig meget mere om designprocessen. Et af mine første jobs overhovedet som model var faktisk for InWear. Nu arbejder jeg for dem igen, men på en helt anden måde. Det er der noget fint og rigtigt ved, forklarer Helena Christensen om samarbejdet i en pressemeddelelse.

Helena Christensen har siden sin aktive modelkarriere arbejdet som fotograf med udstillinger og opgaver for magasiner som ELLE og Marie Claire, og desuden designet en børnekollektion for Name It.

InWear by Helena Christensen kommer i butikkerne i oktober og november 2015, ligesom det er planen, at Helena Christensen-design skal indgå som supplement til de fire årlige InWear-kollektioner fra 2016.

Læs mere om: