Janni Kjær trives i sit rækkehus
Janni Kjær smiler glad. Hun ser bedre ud end længe, med smart, ny frisure, flot sort kjole og kort jakke og det glade smil, der tydeligt lader skinne igennem, at hun er den "gode gamle Janni" fra de glade Spies-dage.
- Jeg er glad for at være dér, hvor jeg er i mit liv lige nu. Jeg er faldet fint til i mit rækkehus. Det, der betyder noget er ikke, hvor mange kvadratmeter, man har til rådighed, men at ens børn trives, siger Janni Kjær, der efter skilsmissen fra advokaten og rigmanden Christian Kjær flyttede fra en kæmpe villa med 13 værelser til et rækkehus i Hørsholm på 124 kvadratmeter. - Herregud, det er rigeligt stort til mig. Mange mennesker har ikke mere plads, og jeg stammer jo fra et endnu mindre rækkehus i Herlev, siger hun åbent.
Janni og Christian Kjærs skilsmisse ventes at være endeligt afsluttet til foråret, og så kan det da godt være, at hun vil kigge sig om efter et job.