Karsten Ree kæreste med Oddset-Janni
Den 43-årige, landskendte blondine fra Oddset Janni Christensen er blevet kæreste med den 68-årige milliardær Karsten Ree, der tidligere var kæreste med en anden kendt blondine, nemlig Lotte Heise.
- Det må du tale med hende om. Hun vil vist gerne holde det hemmeligt inden retssagen, siger Karsten Ree til Ekstra Bladet, men tilføjer, at han ”ikke vil lyve om, at vi leger far, mor og børn sammen”.
Parret er i løbet af de seneste uger blevet spottet sammen flere steder, hvor de havde svært ved at skjule, at de var mere end venner.
Milliardæren bor ligesom Janni i Vedbæk.
Men han risikerer dog at miste sin nye kæreste, hvis Landsretten stadfæster Byrettens dom.
Her blev Janni nemlig idømt et år og ni måneders fængsel for åger mod en ældre mand.
Hun har siddet varetægtsfængslet, så hvis Landsretten når frem til samme resultat, skal hun afsone ti måneders fængsel.