19. feb. 2011
Af af Casper Nielsen og Ulrik Ulriksen

Klaus Riskær på udgang fra fængslet

Klaus Riskær Pedersen
Klaus Riskær Pedersen
Foto: Lars Laursen
- Det kræver lidt tilvænning. Jeg har jo ikke rørt alkohol i syv måneder, sagde Klaus Riskær, der har tabt 13 kilo i fængslet.

Der er ikke meget at stå imod med for den fængslede finansmand Klaus Riskær Pedersen, 55. Kroppen er tydeligvis blevet tyndere. Men det forhindrede ham ikke i at indtage byen i vanlig stil, da han i weekenden var på udgang.

- Jeg må indrømme, at det lige kræver lidt tilvænning. De fleste kan vel blive enige om, at to glas rødvin og en gin og tonic ikke er uhæmmet meget alkohol, men det var altså nok til, at jeg blev dårlig den første aften, jeg var ude at spise med mine drenge på Mash i indre København, sagde Riskær, der oven i købet havde pådraget sig en forkølelse.

- Det er første gang i syv måneder, jeg drikker alkohol. End ikke nytårsaften fik jeg et glas, da der jo er totalt alkoholforbud i fængslet, sagde Klaus Riskær. Fængslet har tydeligvis tæret hårdt på Riskærs i forvejen slanke figur.

Han er gået fra 94 kilo til nu blot at veje 81 kilo - og det bekymrende er, at han ikke rigtig tager på igen. Derfor er Riskær under observation fra læger på Mølholm Privathospital i Vejle.

Darja måtte vente

I weekenden gjaldt det dog gensynet med venner og familie. Fredag aften havde Remee og en flok andre venner lejet en suite på Hotel St. Petri i København, hvor selskabet sad og hyggede sig til midnat. Så rykkede de festen over til Remees natklub, Zen, hvor der var arrangeret et bord til Riskær og co.

- Det går lidt bedre med at drikke noget i aften, sagde Riskær, inden han smuttede ind på natklubben. Riskær måtte her undvære sin kæreste Darja Pahhota, der var på en længe planlagt skiferie. Hun kom først hjem sent lørdag aften og måtte vente til dagen derpå med at møde Klaus.

Riskær og hans to drenge, Christian og Frederik, havde lørdag bord på restauranten Victor i København. Men søndag gik turen dog tilbage til cellen i Jylland.

Læs mere om: