22. apr. 2011
Af af Casper Nielsen

Klaus Riskær Pedersen i bedring: Darja passer på mig

Klaus Riskær Pedersen og Darjas
Klaus Riskær Pedersen og Darjas
Foto: Lars Laursen
- Min vægt har stabiliseret sig, men jeg kan stadig ikke tage på. Det er psykisk betinget, siger Klaus Riskær, der var på fængselsudgang og fejrede 56-års fødselsdag med sin ”værge”, kæresten Darja Pahotta.

- Jeg har ikke taget på, min vægt er stabiliseret, og jeg har det altså udmærket, siger Klaus Riskær, og retter lidt på den lyse habitjakke. Selv om han hverken fylder den eller de stramme cowboybukser helt ud, virker han i ganske god form.

Sidst Klaus Riskær var på udgang fra fængslet i Sdr. Omme blev der løftet en del øjenbryn, da han viste sig ude i bylivet. For selv om festhumøret ikke fejlede noget, havde fængselslivet tydeligvis tæret så meget, at der var der røget mange kilo af den i forvejen slanke erhvervsmand. Men siden 11. februar - hvor Riskær sidst var ude - har hans tilstand stabiliseret sig.

BILLED-BLADET mødte Klaus Riskær ved Fiskebaren i Kødbyen, da han på sin første udgang siden den famøse festaften var i byen sammen med kæresten Darja Pahotta for at forskudsfejre sin 56-års fødselsdag den 24. april.

Savner sin familie

- Jeg er måske lidt ked af at have efterladt indtrykket af, at jeg var knækket, faldet sammen og døden nær på de billeder, der blev taget sidst. Det er jeg altså ikke. Men sidst havde jeg siddet i en lille celle i syv måneder, og jeg havde influenza, og så er det altså sin sag at lande midt i Københavns virvar med alle ens venner, der nærmest føler, det er en forpligtigelse at få mig til at skride lidt i svinget, siger Riskær, der havde festet med bl.a. vennen Remee på en suite på Hotel Skt. Petri, før han blev fotograferet.

Bekymrer din tilstand dig?

- 7-9-13 har jeg aldrig haft helbredsproblemer. Men man bliver betænkelig, når ens krop reagerer anderledes end ens hjerne. Det er ikke det samme som, at jeg er syg - det er jeg ikke. Min hjerne indretter sig efter de forhold, jeg er budt, men min krop stritter imod. Det er afsondringen. Jeg savner nærheden og kærligheden fra min familie, og det sætter sig spor i kroppen. Det er isolationen og ensomheden, kroppen reagerer på. Det er ikke naturligt for mennesket at være alene.

Hvornår kommer du egentlig ud?

- Oktober i år er den første målstreg nået. Så har jeg udstået halvdelen af min straf, men de kan sagtens vælge at lade mig sidde. Det nærmeste, jeg kan sige, er at det bliver mellem oktober 2011 og oktober 2012.

Læs mere om: