Kvinder er vilde med Bendtners smykker
Nicklas Bendtners drengedrøm om at skabe en smykkekollektion til mænd med kant blev en realitet i 2010 under navnet Nicklas Bendtner Jewellery. Nu præsenterer fodboldstjernen en udvidelse af sit smykkebrand under navnet NOBLE by Bendtner, og det sker blandt andet fordi mange kvinder har vist sig at være interesserede i hans kollektioner.
-Til min overraskelse, oplever vi en stor efterspørgsel fra kvinder. Som et resultat af det, besluttede jeg mig for at dedikere udvalgte armbånd og halskæder fra vores Wildlife og Classic Collections udelukkende til kvinder. Med udvidelsen og de nyeste design, valgte jeg at skifte navn til NOBLE by Bendtner, da det er mere dækkende for den samlede kollektion, forklarer Bendtner, hvis smykker styles til kvinder og mænd i form af ringe, armbånd og halskæder, og de er alle repræsenteret i en bred vifte af forskellige farver.
-Det er med en vis portion stolthed, at jeg nu kan præsentere mit smykkebrand under nyt navn. Og lanceringen af vores Website er vores seneste tiltag til udbredelse af mine smykkekollektioner i både Danmark, Skandinavien, Europa, USA og fjerneøsten, siger fordboldstjernen, der forsøger at give sine smykker kant og attitude samt et eksklusivitet og unikt design.
Bendtner selv er den kreative drivkraft bag sine smykker, og hans valg af gennemgående look er faldet på det eksotiske skind fra pilrokken (stingray), mens selve smykket er designet og udformet i massivt Sterling sølv med håndsatte sorte brillanter.