Torsdag, 19. november 2015 — af Casper Nielsen
Lotte Reimar: Don Ø stillede mig frækt spørgsmål

Flemming "Don Ø" Østergaard og Lotte Reimar
Foto: Lars H. Laursen
Flemming Østergaard spurgte ligeud Lotte Reimar ”hvad hun kostede” ved deres første møde. Og Parkens chef ville ikke tage nej for et svar, fortalte Lotte Reimar ved udgivelsen af Don Ø’s ny bog ”Exit Parken”.
Lotte Reimar blev noget intimideret ved sit første møde med Parkens chef Fleming Østergaard, kaldet Don Ø.
- ”Hvor meget koster du?” var noget af det første Fleming spurgte mig om, og det kan jeg huske, jeg synes var noget mærkeligt noget at spørge om, siger Lotte Reimar.
- Jeg er skam slet ikke til salg, svarede jeg, men Flemming smilte bare, og sagde, ”tro mig, det er kun et spørgsmål om hvor mange nuller, der kommer på checken”. Så tænkte jeg hmmm, her vil jeg da gerne arbejde, siger Lotte med et smil.
Reimar endte da også med at blive hyret som administrerende direktør for Parken og har siden opretholdt sit kammeratlige forhold til den tidligere formand, som hun f.eks. hvert år tager på Roskilde Festival med.