29. maj. 2012
Af af Dorte Quist

Mærsk Mc-Kinney Møllers elskede båd sejler igen

Den flotte super-yacht på 82 fod fyldte pænt op i Københavns Havn.
Den flotte super-yacht på 82 fod fyldte pænt op i Københavns Havn.
Foto: William Quist
Det gode vejr i pinsen fik familien ud og sejle i Mærsk’ super-yacht - den 82 fod lange yacht KLEM VIII

Afdøde Mærsk Mc-Kinney Møllers øjesten, den 82 fod lange superyacht, KLEM VIII, var ude og sejle i pinsen. En lille gruppe af hans familiemedlemmer benyttede det dejlige vejr til sammen med bådens to faste gaster at sejle en tur ind i Københavns Havn, hvor de blandt andet passerede kongeskibe Dannebrog, Mærsk-hovedsædet samt Operaen, der jo har en specielt plads i Mærsk familie-historie.

Den enorme båd var den gamle skibsreders ottende båd med navnet KLEM - som er skabt med forbogstaverne fra Kirsten, Leise, Emma og Mærsk. Kirsten og Leise er Mærsk Mc-Kinney Møllers to ældste døtre, mens Emma var hans hustru. Mærsk Mc-Kinney Møller skabte navnet første gang, da han under krigen boede i USA, hvor han anskaffede sig sin første sejlbåd. Først senere kom datteren Ane til, men for sent til at få sit forbogstav på sejlbådene.

KLEM VIII har til daglig kajplads yderst i Tuborg Havn, da den var for lang til at kunne være i Skodsborg Havn, hvor skibsrederens tidligere både altid har haft kajplads.

Denne sidste båd, som kostede 60 millioner kroner, har i øvrigt den sjove historie, at da Mærsk Mc-Kinney Møller, i en alder af 94 år bestilte båden, fik han at vide, at det tog to år at bygge båden på det finske værft Nautor Swan. Men det kunne ikke afskrække skibsrederen. Mærsk Mc-Kinney Møller rejste selv til Finland for at hente den fantastiske båd i juli 2009, to dage efter sin 96 års fødselsdag. Efter sigende sejlede han rigtig mange gange i den store sejlbåd frem til sin død i sidste måned.

Og nu tyder det på, at Mærsks døtre og børnebørn også vil bruge KLEM VIII flittigt.

Læs mere om: