Ole Henriksen: Nu er jeg amerikaner
Han er vokset op i Nordjylland, men har i mange år boet i USA, og nu har Ole Henriksen skiftet sit danske pas ud med et amerikansk.
- Jeg fik mit amerikanske statsborgerskab i januar, men jeg havde egentlig aldrig planlagt det. Jeg har altid følt mig så dansk, siger Ole Henriksen til Ekstra Bladet.
Årsagen, til at cremekongen nu har valgt at blive amerikaner, bunder i hans forhold til Lawrence, som han giftede sig med i 2008 og har dannet par med i snart 30 år.
Danske livsværdier
- Beslutningen tog jeg, fordi jeg gerne ville sikre min partner, Lawrence, hvis jeg går bort før ham. Hvis jeg er dansk statsborger, bliver han beskattet af min formue fra den første krone, mens der gælder nogle andre regler, hvis man er amerikaner, fortæller Ole Henriksen til BT.
Selv om han har fået et amerikansk pas, så anser han dog stadig sig selv som dansker, og nogle nye regler i USA åbner op for, at man kan beholde passet fra sit hjemland og få dobbelt statsborgerskab.
- For mig er mit danske pas et bevis på, at jeg er født i Danmark, og at jeg har en tilknytning. Mange af mine livsværdier er danske, understreger Ole Henriksen.