Sådan fejrer Ole Henriksen fødselsdag i Danmark
Ole Henriksen, der til dagligt bor i Los Angeles, er i Danmark i disse dage, og det betyder, at når han bliver 61 år på fredag den 4. maj, kan han puste lagkagelysene ud på dansk jord.
- Jeg kunne ikke have det bedre. Jeg føler mig så energisk og har et fantastisk helbred. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg har det. Jeg har kærlighed i mit liv og et arbejde, jeg elsker, og jeg får lov til at være på dansk jord, når jeg fejrer fødselsdag. Det er skønt, fortæller han til BILLED-BLADET.
Selv om Ole Henriksen skal fejre fødselsdagen herhjemme, kommer han heldigvis ikke til at undvære sin livsledsager.
- Lawrence kommer til København den 3. maj og er her et par dage, inden han skal videre til Paris, så det er dejligt, siger han og tilføjer, at de vil fejre fødselsdagen med god mad og en lille fest.
Ole Henriksen fortæller, at han har masser af spændende ting på programmet, mens han er i Danmark - og at han endda også skal nå forbi Norge og Sverige, inden han returnerer til USA.
Herhjemme har han været til Danish Beauty Awards og skal blandt andet holde et par foredrag i Jylland og klippe den røde snor over til den nye afdeling af skønhedskæden Sephora i Illum, der åbner den 9. maj. Først den 16. maj sætter Ole Henriksen kursen mod hjemmet i USA.
Inden han rejser hjem, glæder han sig også meget til at se de to TV-programmer "Emils mand - Ole Henriksen Special", som er en særlig udgave af programserien "Emils damer", hvor værten Emil Thorup besøger Ole Henriksen i Los Angeles. Første del sendes 7. maj og anden del 14. maj på DR HD.