Stine Bosse om lange arbejdsuger: Har lært at sige nej
Efter 23 år i Tryg, hvoraf 11 af årene var som administrerende direktør, valgte Stine Bosse i 2011 at sige sit job op til fordel for posten som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.
I dag sidder hun i seks bestyrelser – som formand i tre af dem – og har derudover en del andet arbejde, bl.a. som foredragsholder og mentor. Men på trods af de mange arbejdsopgaver, så drukner hun ikke i uoverskuelige arbejdsuger, som hun gjorde før.
- Men jeg holder stadig min 40-timers arbejdsuge, og det er vigtigt at få med. For der skal stadig være den dér anden balance i mit liv, som ikke var der før. Det var det, der var hele meningen med at tage det valg: Jeg skulle have mit liv tilbage igen. Og det har jeg fået. Og sådan er det stadig, kan jeg kun konstatere. Og jeg nyder det. Nyder hver eneste morgen, når jeg står op – tit tidligt, for jeg er nu engang A-menneske – og laver mig en kop te og sidder og ser solen stå op og stille og roligt mærker dagen begynde, siger Stine Bosse til SØNDAG.
Jeg har lært at sige nej
Hvad har du lært om dig selv, siden du forlod Tryg?
- Jeg har lært meget. Men det allervigtigste er, tror jeg, at nu har jeg lært at sige nej. Det har jeg ellers været vanvittig dårlig til. Men jeg har været nødt til at lære mig selv at turde sige: »Ville gerne. Kan ikke«. Og det kan jeg nu. Ellers kunne jeg så nemt som ingenting komme tilbage til min 70-timers arbejdsuge. Og det vil jeg ikke. For jeg har jo netop også noget andet i mit liv, jeg gerne vil prioritere, forklarer hun og fortsætter:
- For eksempel holder jeg meget af den dag om ugen, hvor jeg helt fast er sammen med mine børnebørn. Jeg har fire dejlige børnebørn i alderen fra fire et halvt til knap ét år. Og hele den debat, der har kørt hen over sensommeren med bedstemødre og deres døtre i særdeleshed, der ikke kan finde ud af, hvordan og hvor meget bedsteforældre skal deltage i deres børnebørns liv – uh, hvor har den lydt skinger i mine ører, siger hun.