19. jan. 2013
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Thomas Rode: Sådan følger du stenalderkosten

Thomas Rode
Thomas Rode
Foto: AOP
Det handler om at spise proteiner, fedt og gode kostfibre – så får du det bedre, siger Thomas Rode.

Stenalderkosten kan måske virke som den helt rigtige livsstil for mænd. Godt med kød og proteiner er vel enhver mands drøm?

Men stenalderkosten indeholder meget mere end det og er faktisk ligeså velegnet til kvinder, forklarer Thomas Rode, der er køkkenchef og direktør i Kong Hans Kælder.

- Mange kvinder tror, det her kun henvender sig til mænd, og bliver bange for at skulle spise fedt. Den opfattelse vil jeg gerne ændre, fordi både min kone Thilde og jeg ved, hvor meget kvinder såvel som mænd kan få ud af at omlægge livsstilen, siger han til FEMINA, der har lavet et særligt tillæg med Thomas Rode og stenalderkosten.

Spis protein, fedt og gode kostfibre

Stenalderskostens principper er bygget op omkring den kost, som var tilgængelig for stenaldermennesket.

- Det betyder, at vi har brug for fedt og protein som hovedbestanddelen i vores daglige indtag af makronæringsstoffer. Mikronæringsstoffer som mineraler, vitaminer og kostfibre skal vi især have fra grøntsager og frugt. Grov, fiberrig kost er vigtig, men den kan man sagtens få, uden der behøver at være stivelse (som brød) involveret. I sidste ende er og bliver stivelse sukker, forklarer Thomas Rode.

Han peger på, at man som palæo-entusiast kan mærke forbedringer i forhold til et stabilt energiniveau, bedre hud, bedre søvn, vægttab, færre cravings og meget andet.

Thomas Rode giver her et bud på, hvordan en dag kan se ud for en person, der følger stenalderkosten:

Morgen: Spis æg og bacon eller grøntsager som avocado, radiser, purløg og gulerødder.

Frokost: Spis gerne restemad fra aftenen før. Det kan f.eks. være en hakkebøf med broccoli til.

Aften: Kylling eller fisk med gode grøntsager som f.eks. bagte rodfrugter og en sprød salat.

Mellemåltider: Når du har taget den kolde tyrker, vil dine cravings efter søde sager forsvinde. Men har du brug for lidt mellem måltiderne, kan du gå efter grøntsagsstænger eller nødder. Husk dog på, at du ikke fordøjer, hvis du konstant spiser.

Drikkevarer: Skær ned på alkohol, drop saftevand og sodavand (det gør din mad dårligere) og drik kun kaffe, når du nyder den. Drop kaffen helt om aftenen, så den ikke ødelægger din søvn.

Du kan evt. tage kosttilskud som D-vitamin, multivitamin, zink, magnesium og fiske-tabs.

Læs mere om: