Tillykke til de kongeliges kjoledesigner Jesper Høvring
I dag mandag den 2. juni kan modeskaberen Jesper Høvring fejre sin 40-års fødselsdag.
Han er kendt for sine fantastiske kjoler, og listen over kunder hos designeren er lang. Kendte og kongelige kvinder er vilde med kjolemagerens kreationer, som spænder lige fra gallakjoler til enkle designs.
En af Jesper Høvring største fans er kronprinsesse Mary, og han har tidligere fortalt, hvor nervøs han var, da han skulle skabe hendes første royale robe.
- Jeg vil altid huske den første kjole, jeg designede til kronprinsessen - den orange, hun havde på i 2009 til nytårskuren på Christiansborg. Den var helt fantastisk. Men jeg har heller aldrig været så nervøs for at designe en kjole, har Jesper Høvring fortalt til Berlingske.
Fødselsdag med familien
Han vidste tidligt, at han ville være kjoledesigner, og hans forbillede var 80’ernes store modeskaber Erik Mortensen. Det var ham, der fik Jesper Høvring til at turde følge sine designer-drømme.
Kjolemageren blev uddannet skrædder på Ishøj Tekniske Skole, og i 2001 åbnede han sin første butik i eget navn.
I dag har han en velfungerende forretning på H.C. Ørstedsvej i København, hvor han især sælger haute couture-kreationer i mat silke og sarte farvenuancer, der mikses med blonder og kniplinger.
Jesper Høvring fejrer sin runde dag sammen med den nærmeste familie, der inkluderer hustruen Lene Høvring og deres to børn. Senere på sommeren holder han fest for vennerne, skriver Berlingske.