27. feb. 2011
Af af Trine Larsen

Varme kys i den kolde sne – Susan Astani og Christian Kjær på ferie

Christian Kjær og Susan Astani
Christian Kjær og Susan Astani
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Advokat Christian Kjær og hans kæreste, lægen Susan Astani, har netop nydt deres første skiferie sammen.

Advokat Christian Kjær var iført cowboybukser, en kort uldjakke og brune ruskindssko og stak derfor lidt ud blandt de andre skiløbere oppe ved skistationen i Bretaye i Schweiz, da BILLED-BLADET møder ham.

Denne dag er han nemlig blot taget op med bjergtoget for at mødes med sin smukke kæreste, lægen Susan Astani, som han har dannet par med i godt halvandet år, men ellers er Christian Kjær en ivrig og meget habil skiløber.

Susan Astani, der netop er begyndt som praktiserende læge, er færdig efter et par timers privatlektion af en ski-
lærer og har aftalt at spise frokost i terrænet sammen med Christian Kjær.

- Susan gør ikke noget halvt. Men da hun aldrig har stået på ski før, vil hun lære det ordentligt. Hun er meget lærenem, og hun er allerede blevet rigtig god på ski, selvom hun altså endnu ikke kan følge med mig, ler Christian Kjær og driller straks kærligt Susan Astani, mens han sætter ild på piben.

- Hvor mange gange er du faldet? spøger Christian Kjær og fortæller, at parret faktisk skiede sammen ned ad bjerget dagen før, og at det virkelig gik godt i betragtning af, at Susan er nybegynder.

- Jeg var da ved at vælte dig en enkelt gang, ler Susan Astani og holder kærligt om sin Kjær for at vise hvordan, mens Christian Kjær hårdnakket benægter, at hun har fysik til at kunne vælte ham omkuld.

Børnene på skiskole

Det forelskede par har flere gange været på ferie sammen, siden de mødtes, men det er første gang, de er på skiferie sammen og første gang i Villars, hvor Christian Kjær i mange år har haft hus og stadig nyder at komme bl.a. sammen med sin og Janni Kjærs søn, Christopher, der også elsker at stå på ski.

- Ja, han er også med på ferien, men står på ski længere nede ad bjerget, siger Christian Kjær, der også har selskab på rejsen af Susans to yngste børn, Stella, 4, og Leon, 3, som parret dog ikke ser meget til om dagen.

- Nej, mine børn er på skiskole lige nu, og det nyder de. De har det så sjovt og spændende, at de næsten ikke vil med, når jeg henter dem om eftermiddagen. Det er skønt, at de har det så herligt, men de er også trætte om aftenen. Ligesom mig, for jeg kan godt mærke i musklerne, at jeg ikke er vant til det her. Men jeg synes, det er sjovt, og Christian er alle tiders læremester, roser Susan Astani forelsket og giver sin udkårne et kærligt kys, inden han frysende foreslår, at de går ind på restauranten og får sig en varm suppe, inden de skal hjem til huset og hygge sig med resten af familien

Læs mere om: