Camilla Miehe-Renard siger farvel
- Jeg forlader jer nu. Måske for altid!
Sådan skriver redaktionschef, Camilla Gohs Miehe-Renard til alle sine 2.044 Facebook-venner. Hun tilføjer dog:
- Måske bare for en stund. Jeg har i hvert fald brug for at finde ud af, om jeg i virkeligheden godt kan leve uden jer. Og måske opdage, at jeg kommer til at se mere til i hvert fald nogen af jer.
For Camilla Miehe-Renard er det lidt af et socialt eksperiment at droppe ud af Facebook-fællesskabet.
- Jeg elsker Facebook, men jeg vil prøve at se, hvordan det er at leve uden. Jeg har brug for at være mere til stede i mit eget liv og ikke bruge så meget tid på Facebook, fortæller Camilla til BILLED-BLADET.
- I øjeblikket arbejder jeg med ”Knæk Cancer-projektet”, som jeg styrer for Douglas Entertainment. Det vil jeg gerne holde fokus på – og det sætter også nogle tanker i gang om, hvor vigtigt det er at prioritere sin tid rigtigt, fortæller Camilla til BILLED-BLADET.
Måske nåede den nu Facebook-løse Camilla Gohs Miehe-Renard lige at læse de reaktioner, der straks tikkede ind som reaktion på afskedshilsenen.
- Du er sej, skriver personlig træner Anne Bech. Og Jette Hill Ludvigsen skriver:
- Du må godt fælde en tåre på din vej ud…(så stiger seertallet – det er godt Fb-tv).