Casper Christensen: Jeg var en skiderik

- Hvordan var du som dreng - hvad gik du og drømte om?

- Jeg var enebarn, både min mor og far er pædagoger, og jeg havde en tryg barndom i et hus i Birkerød, så jeg har aldrig hørt til dem, der klagede over deres barndom. Jeg har et par forældre, som er blevet sammen, hvilket jo i sig selv er en bedrift. Og så har de givet mig troen på, at jeg kan noget - ellers ville jeg jo aldrig give mig i kast med alle de ting, jeg gør. Hvad jeg drømte om? I hvert fald ikke noget fysisk, det er ikke min stærke side. Det var noget med sjov og ballade, jeg tegnede rigtig meget, tegneserier og comedystriber og optog radioshows på min båndoptager, fortæller Casper til Femina.

- Var du ham den sjove allerede dengang?

- Altså, der er jo en hårfin grænse mellem at være ham den sjove og ham, der driller. Man ligger i sådan en mærkelig gråzone mellem at være en skiderik og klassens klovn … Det er jo det, jeg stadig er. Men de seneste år har jeg rettet skytset betydeligt mere mod mig selv end mod andre, og det er tingene da også blevet sjovere af, synes jeg.

- Hvad sagde dine forældre til, at du ville være komiker?

- De forsøgte at få mig til at sikre mig i en eller anden retning, men da jeg var 20, opgav de. De kunne godt se, at de simpelt hen ikke kunne løse opgaven, og så gik det jo rimelig godt lige fra starten. Jeg har aldrig været på bistandshjælp eller SU, jeg har klaret mig selv hele vejen igennem, og det betød meget, tror jeg. Det eneste krav, mine forældre havde, var, at jeg tog hf, da jeg kom hjem fra USA, så det gjorde jeg, siger Casper til Femina.