Casper Christensen og Iben Hjejle sælger huset
Blot to år efter kendisparret Casper Christensen og Iben Hjejle flyttede ind i huset i Værløse nord for København, leder parret nu efter nyt sted at bo.
I dag satte de deres 195 kvadratmeter store villa til salg for 5,2 millioner kroner, skriver bt.dk.
Ifølge avisen håber parret på en gevinst i omegnen af 300.000 kroner, eftersom de gav 4,9 millioner kroner for huset i april 2008.
Ejendomsmægleren, Mette Lykken, fremhæver boligen som en "flot minimalistisk arkitekttegnet villa", og hun nævner desuden, at de nuværende ejere har opdateret huset til en "superlækker standard", skriver bt.dk.
Ejendommen har flere forskudte plan og indeholder bl.a. et stort, lyst gæstebadeværelse, en "genial" teenageafdeling med tre værelser og en stor fællesstue.
Opholdsstuen har åben pejs og store vinduespartier mod terrassen, men juvelen i huset er det åbne køkken/alrum med udsigt over trætoppene ved Farum Sø.