Casper Christensen var forberedt på bruddet med Iben

- Iben ville det nære, og jeg ville noget andet. Hun havde behov for tryghed, og jeg havde behov for at flytte mig. Jeg havde og har ikke lyst til at falde til ro, jeg er et menneske, der søger udfordringer, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind, når tingene stod for stille, siger Casper Christensen til BT som svar på Iben Hjejles forklaring til magasinet Liv på, hvorfor de gik fra hinanden.
Bruddet skete i fred og fordragelighed i 2011 umiddelbart efter Ibens 40-års fødselsdag.
- Jeg forstod godt, at Iben tog sit liv op til revision, da hun fyldte 40. Det gjorde jeg selv - og startede blandt andet nyt firma. Man får mulighed for at starte forfra, men desværre er det også med risiko for, at det ender i skilsmisse. Derfor var jeg heller ikke uforberedt, da det skete, fortæller Casper Christensen.
- Da det gik op for os, at vi ikke ville det samme, satte vi os ned og tog nogle lange snakke om, hvordan det kunne reddes, men konklusionen blev, at vi ikke skulle mere.