Cecilie Beck hader X Factor
'X Factor' er tilbage, og ligesom mange andre danskere fulgte også TV 2-vært Cecilie Beck med til premieren. Hun måtte dog slukke igen, fordi hun ikke kunne holde ydmygelsen af de dårligste deltagere ud. Og at de frivilligt stiller op til offentlig spanking, giver Cecilie Beck ikke meget for.
"Men selvom deltagerne får et trøstende knus af Lise Rønne, når de går ud af døren, så er det ikke i orden at indkalde til talentkonkurrence med den bagtanke at gøre de mest talentløse til grin. Ligesom det er hjerteløst at bruge folk, der åbenlyst mangler selverkendelse og føling med egne evner," skriver Cecilie i Ekstra Bladet.
"Jeg er nemlig den blødsødne type, der aldrig nogen sinde synes, at det kan retfærdiggøres at trampe på folk," indrømmer Cecilie Beck i sin klumme og konstaterer: "…det kan jo kun betyde, at DR's ledelse synes, at nedgørelse og ydmygelse er godt fjernsyn."