Cecilie Beck kritiserer Paven
Cecilie Beck har allerede bevist, at hun er en kompromisløs journalist, da hun satte sit eget helbred på spil for at vise konsekvenserne af en inaktiv livsstil. Og nu tager Praxis-værten livtag med selveste Paven, der bruger en tur til Afrika til at fortælle, at kondomer øger risikoen for at få aids.
"Ikke nok med, at det står i stik (og usand) modsætning til myndighedernes budskab i kampen mod aids. Han gør også livet svært for de hjælpe- og missionsarbejdere, der dagligt deler kondomer ud på det afrikanske kontinent i et forsøg på at spænde ben for døden," raser Cecilie Beck i sin klumme i Ekstra Bladet.
"Han risikerer med andre ord at få menneskeliv på samvittigheden, hvilket jo under alle omstændigheder er i strid med det kristne budskab," konstaterer Cecilie i klummen og slutter: "Jeg begynder at tvivle på, at Paven er sikret en plads i himlen…"