Charlotte Sachs Bostrup er træt af perfekte forbilleder
Charlotte Sachs Bostrup er træt af tidens ekstreme kropsdyrkelse, der, ifølge 'Karla og Katrine'-instruktøren, har resulteret i, at næsten alle kvinder har lavt selvværd. Det fortæller hun i ALT for damerne.
"Kvindens krop er tilsyneladende så fejlbehæftet, at vi alle burde returnere den og få pengene tilbage! Vi har en industri og nogle medier, som tjener milliarder på at fastholde os i det billede. Og ingen kæmper imod. Ingen! Det er umuligt at finde kvindelige forbilleder, som ikke ligner studieværter eller Hollywoodstjerner," lyder det indigneret fra Charlotte Sachs Bostrup i damebladet.
"…vi har det med at værdsætte hinanden for udvendige ting, og det synes jeg, at vi skal holde op med. Hvorfor er der ingen, der fokuserer på, hvilket mirakel det er at være rask, eller at vores børn er glade," spørger Charlotte indigneret i ALT for damerne.