Christiane Schaumburg-Müller brækkede kraveben i Frankrig
Skuespilleren og TV-værten Christiane Schaumburg-Müller måtte på hospitalet, da hun styrtede på cykel under optagelserne til en ny omgang 'Stjernerne på slottet'.
Ifølge bt.dk styrtede Christiane og brækkede kravebenet, da hun sammen kim Bodnia, Anja Andersen, Hans Pilgaard og Remee var på cykel på en mini-etape af Tour de France.
Cykelturen foregik omkring det franske slot Hâttonchatel Château i Lorraine i Nordfrankrig.
Her har de fem kendte danskere i fem dage udfordret hinanden både fysisk og psykisk. Det dramatiske uheld skete på den sidste dags optagelser, skriver bt.dk.
- Christiane var ude for et særdeles voldsomt styrt. Heldigvis havde hun som alle de andre cykelhjelm på, og efter en tur på hospitalet har lægerne gennem scanninger kunnet konstatere, at hun ikke har slået hovedet alvorlig, men at kravebenet er brækket, siger Sune Roland Jensen, TV 2-redaktør på programmet ifølge tjekTV.dk.