16. okt. 2011
Af af Casper Nielsen

Christiane Schaumburg-Müller bytter de høje hæle ud med gummistøvler

Christiane Schaumburg-Müller
Christiane Schaumburg-Müller
Krestine Havemann
Christiane Schaumburg-Müller, 29, er flyttet til Faxe for at spille sit livs første store filmrolle

- Edderkopper … det værste er edderkopper. Jeg er altså ikke så god til alt sådan noget kryb og kravl, udbryder Christiane Schaumburg-Müller.

På vej ned fra et lille loftkammer i et gammelt bondehus på Feddet nær ved Faxe Ladeplads skal hun lige se sig for. Hun er i sandhed kommet meget langt væk fra det glitter-miljø, som seerne oplever hende i fredag efter fredag, når hun er vært i "Vild med dans".

De høje hæle er byttet ud med gule gummistøvler, et forklæde har erstattet de glamourøse gallakjoler. Ja, selv lejligheden i indre København, hvor Christiane normalt slapper af, har hun forladt til fordel for en lille hytte på en campingplads i nærheden - hvor menuen nu i ugevis har stået på gris til aftensmad.

- Ja, jeg oplever en kontrast for tiden. Fredag står Søren Hedegaard klar med papilotter og makeup og kaffe og "hvad vil jeg have". Og så er det ellers herned med gummistøvler, rusk og regn hele ugen. Men jeg har det rigtig fint i primitive omgivelser. Det er faktisk lettere at leve mig ind i min rolle, når jeg også bor herude. Jeg tænker, det må være lidt mærkeligt for de store, glamourøse stjerner at skulle leve sig rigtig ind i deres roller, hvis de bare bliver hentet i en stor limousine og kørt tilbage til deres pragtvillaer, når dagens arbejde er forbi, og der er da lækkert her på Feddet, råt og naturligt, siger Christiane, der i tre uger har boet i de landlige omgivelser.

Når hun midt i den hektiske "Vild med dans"-fase er flyttet til Feddet, er det for at spille den kvindelige hovedrolle som Freja i "Rivalen", en ny psykologisk thriller instrueret af Laurits Munch-Petersen, der bl.a. lavede "Ambulancen" i 2005.

Det er Christianes første store rolle, siden hun bragede igennem som rigmands-bitchen "Mercedes Von Bech" i soap-serien "2900 Happiness". Med Jonatan Spang som hendes mand - og Alexandre Willaume som en mystisk håndværker med lig i lasten - lægges der med Christianes ord op "til en psykologisk thriller og stærk kærlighedshistorie".

L.O.C. besøger mig i Faxe

- Min og Jonatans figur flytter ind i dette her hus, og håndværkeren, vi har til at gå og lave det, har muligvis begået et mord på Møns Klint, men vi kender ikke selv slutningen på manuskriptet, så vi ved reelt ikke, hvad der sker, eller hvem der har gjort det. Det er lidt ligesom i "Forbrydelsen", siger Christiane.

- Det er selvfølgelig hårdt at skulle lave både film og "Vild med dans", men det er altså ikke umuligt. Jeg tog en intensiv måned, hvor jeg forberedte mit look med en stylist på forhånd, så jeg nu ved, hvad jeg skal have på, og hvordan jeg skal styles resten af sæsonen i "Vild med dans", og jeg er også forud på manuskriptet. Men jeg er nok også lidt af en arbejdsnarkoman. Jeg elsker at arbejde. Selv om jeg også er god til at slappe af, rejse væk og læse bøger, så giver det mig altså noget at lave forskellige ting. "Vil du være TV-vært eller skuespiller?", bliver jeg ofte spurgt, men det ene behøver jo ikke udelukke det andet, og film er en anden verden, hvor man får brugt sig selv på en anderledes måde og får lidt mere "skidt under neglene", siger Christiane, der skam også får passet kæresten, sangeren L.O.C, - alias Liam O'Connor - ind i hele dette puslespil.

- Jeg har fri hver lørdag, så vi har dagen sammen, for Liam er på koncert-turné om aftenen. Men han har været sød til at komme og besøge mig hernede i løbet af ugen, siger Christiane, der også har aflagt audition og håber på at komme i betragtning til den ny Bond-film med Daniel Craig, der skal optages i London, Indien og Tyrkiet.

Men det bliver i så fald i mere eksotiske rammer, meget langt fra Feddet, myrekryb og kravl.

Læs mere om: