Christina om TV-lægen: Vi er soulmates
For 13 år siden sad Christina Maria Jensen som ung nyansat receptionist i DR. Det var her, hun første gang lagde mærke til ham: manden med den gule taske, som hun døbte ham. Hun kiggede, hver gang han gik forbi med sin gule taske under armen, for han udstrålede en helt særlig ro, som gjorde indtryk.
At han også var vært i sit eget TV-program, "Lægens bord", anede hun ikke noget om, for Christina var optaget af sin zoneterapiuddannelse hver torsdag aften, når TV-lægen gik på skærmen. De to talte ikke sammen. Ikke før svingdøren på DR en eftermiddag blev ramt af et teknisk uheld.
Christina var netop spænet ud på gaden for at give en besked til Lars Daneskov i en taxa, og da hun gik ind i svingdøren igen, sad hun fast. Med Peter Qvortrup Geisling. De stod der i flere minutter, før døren rullede igen, så de var nærmest tvunget til at føre en samtale. Det gjorde de så.
10 år senere sad de to sammen på en fødestue. Peter havde sin gule taske med. Og i Christinas arme lå deres smukke datter, Merle. I de mellemliggende år havde Christina og Peter haft en speciel historie sammen. Kort efter mødet i svingdøren blev de kærester, men efter to år gik forholdet i stykker.
- Når jeg nævnte noget om børn, kunne jeg mærke, at det ikke var noget, han havde lyst til. Arbejdet fyldte så meget i hans hoved, og jeg tror ikke, han kunne være den kæreste, han ønskede at være, fordi han havde så travlt, husker 36-årige Christina, som på trods af bruddet ikke mistede kontakten til Peter.
- Da vi gik fra hinanden, stod jeg i et dilemma. Skulle jeg beholde ham som ven, eller skulle han helt ud af mit liv? Men jeg besluttede, at han var så god en ven, at jeg ikke ville undvære ham. Jeg vil også sige, at vi er mere end venner. Soulmates er nok det rigtige ord, siger Christina, som møder Ude og Hjemme i sin lejlighed i København, hvor der står nuttede børnesko ved sofaen, en dukkevogn proppet med dukker i et hjørne, og hvor alle radiatorrørene er nøje pakket ind, så ingen børnefingre kommer for tæt på.
Artiklen er bragt i samarbejde med UdeogHjemme.dk. Hvis du vil læse hele artiklen, hvor Christina også fortæller om hende og Peters liv som forældre, skal du klikke her.