Christina Roslyng og Lars Christiansen har en svær tid
- Det er en svær tid, men vi snakker rigtig godt sammen.
Sådan lød kommentaren til den ægteskabelige status fra håndboldspilleren Lars Christiansen, da BILLED-BLADET mødte ham i Vild med dans-studiet. Her heppede han på sin ven Casper Elgaard. I 2006 heppede han i samme studie på sin kone Christina Roslyng. 2006 var et rigtig godt år for parret. De blev gift, og Christina Roslyng vandt Vild med dans.
2009 er et noget sværere år for parret. For nylig flyttede de hver for sig efter at have boet sammen i seks år i Tyskland, hvor Lars Christiansen i 2009 spiller sin 14. sæson i SG Flensburg Handewitt.
Christina Roslyng havde valgt at skrue ned for sin egen håndboldkarriere for at give plads til sin mands karriere, men nu er hun flyttet hjem til Danmark med parrets fireårige søn, Frederik. Christina Roslyng og Lars Christiansen er stadig rigtig gode venner. Lars Christiansen er ofte i Danmark - blandt andet som foredragsholder - og besøger i den forbindelse Christina og sønnen.
Parret mødtes i 1999, blev forlovet efter tre år som kærester og gift i 2006, men nu bor de i hvert sit land.