Dennis Knudsen fik uventede gæster
Den 14. november åbnede Dennis Knudsen sin nye salon i Ny Østergade i København, og helt i Dennis' ånd skete det med en glamourøs reception, der tiltrak sig stor opmærksomhed. Også fra et par gæster, som Dennis ikke umiddelbart genkendte. De hyggede sig i timevis ved buffeten.
"Jeg gik hen og sagde pænt goddag og spurgte, om de hyggede sig. Og det var præcis det, de gjorde! De erkendte lidt forlegne, at de havde syntes, at vores lille fest så så hyggelig ud, at de var gået ind til os i stedet for at gå på cafe," fortæller Dennis Knudsen i Ude og Hjemme:
"Jeg vidste egentlig ikke, om jeg skulle blive fornærmet eller smigret. Men hvad betyder tre mennesker fra eller til, når man har så mange gæster! Jeg inviterede dem da til at spise og drikke færdig," siger Dennis Knudsen, hvis indre forretningsmand tittede frem: "…og jeg håber da at se dem igen en anden gang."