Dennis Knudsen - Sådan sætter du håret til weekenden
Du behøver heldigvis ikke betale din frisør i dyre domme for at få en lækker frisure. Du kan nemlig selv gøre noget for at få et glamourøst look, fortæller kendisfrisøren Dennis Knudsen, der udstiller på weekendens Femina livsstilsmesse i Forum.
- Det er vigtigt, at du starter med at vaske håret i en god shampoo, så håret bliver velplejet. Det tilfører håret en masse protein og keatin, som er vigtig for cellestrukturen. Derefter skal det styles. Man kan ikke sætte et langt hår op uden stylingprodukter. Jeg anbefaler, at man arbejder med noget volume spray eller moulding mud wax, eller eventuelt hårlak, siger Dennis Knudsen til Alive.dk.
Han anbefaler, at du, udover håret, gør noget ud af læberne for at fjerne den kedelige efterårsstemning.
- Tag en smule farve på læberne. Sommerkuløren er ved at forsvinde for de fleste af os. Derfor er det en god ide med lidt kulør på læberne, det gør at ansigtet ser smukkere og gladere ud, siger han.