Dennis Knudsen søger kampagne-piger
Dennis Knudsen fortalte for nylig til BILLED-BLADET, at han er ved at finde modeller og look til reklamekampagnen for sin makeuplinje 'INK by Dennis Knudsen', der snart lanceres. Og nu viser det sig, at Dennis tager utraditionelle metoder i brug for at finde de helt rigtige ansigter.
Sammen med Søndagsavisen vil Dennis nemlig finde fem kvinder, der får chancen til makeupartistens store audition på Hotel D'Angleterre den 29. juni, hvor også 35 andre kvinder vil kæmpe om at blive blandt de 10 bedste, som kan stille sig foran kameraet i den endelige modelfotografering.
Men skulle nogle af de heldige vindere fra Søndagsavisens afstemning nå blandt de 10 sidste, skal de dog ikke forvente, at tjansen er vejen til hurtige penge. Udover gaver for 10.000 kroner er der tilsyneladende intet honorar for at reklamere for Dennis' produkter i to år.