24. sep. 2011
Af af Hanne Rask

Derfor er Puk Elgård væk fra skærmen

Lothar Friis og Puk Elgård med sønnen Robin.
Lothar Friis og Puk Elgård med sønnen Robin.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Den populære TV-vært Puk Elgård kæmper med smerter, der har pint hende i tyve år.

Puk Elgård har i mere end tyve år lidt af voldsom migræne. Nu har hun - ikke mindst inspireret af seerne - besluttet sig for at tage hånd om sin daglige lidelse.

Når seerne de sidste tre uger har måttet kigge langt efter "Aftenshowet"s Puk Elgård, er det fordi, den populære vært har valgt at gå på orlov for at komme sin næsten daglige hovedpine til livs. I mere end tyve år har Puk Elgård kæmpet med migræne og spændingshovedpine, og nu har hun langt om længe besluttet sig for at gøre noget ved det!

- Jeg må sige, at det i høj grad er seerne, der har bragt mig på sporet af, at der var mulighed for måske at komme det til livs. Siden det for nogen tid siden kom frem, at jeg led af migræne, har jeg uden at overdrive nok fået 800 mails fra seere. Folk har ringet og skrevet til mig, og enkelte er endda dukket op hjemme hos mig med gode råd. Når man har lidt af noget så længe, bliver det på mærkelig vis noget, man tror, man bare må leve med. Men inspireret af alle de varme og dejlige henvendelser er der virkelig blevet skubbet til mig. Og jeg er virkelig glad for, at jeg nu har besluttet mig for at tage hånd om det, siger Puk Elgård, der har fået foretaget en scanning for at udelukke, at der skulle være noget alvorligt galt.

Det er heldigvis ikke tilfældet. Puk Elgårds problem sidder i nakken, hvorfra der opstår en drønende migræne og ikke mindst svimmelhed.

- Der, hvor andre menneskers nakke normalt buer, er min helt lige, og derfor er min holdning også forkert, hvilket så kan give andre spændinger og gener. Nu går jeg hos en fysioterapeut to gange om ugen, hvor jeg får hovedet tvunget ud i nogle positioner, jeg slet ikke er vant til. Jeg har nemlig været godt gammeldags stiv i nakken i mange år.

Fantastisk år
- Det er så provokerende og uvant at bevæge nakken igen, men det er nødvendigt. Jeg laver øvelser derhjemme hver dag og bruger meget tid på det. Det er virkelig hårdt, men jeg har allerede oplevet at vågne op nogle morgener helt uden hovedpine, og det er jo helt fantastisk. Sikke et overskud jeg får, når det ikke gør ondt. Det er nærmest som om, der mangler noget, griner Puk Elgård, der understreger, at der altså ikke er noget drama forbundet med hendes fravær fra skærmen.

Udadtil er der ikke noget at se på den populære studievært. Hun elsker sit job og har forsøgt at passe sit arbejde på bedste vis.

- Og det har jo ellers været et fantastisk år. Jeg har vundet priser, som jeg simpelthen er så glad for, siger Puk Elgård, der blandt andet vandt BILLED-BLADETs pris som årets mest populære, kvindelige studievært. Nu må vi undvære Puk Elgård et stykke tid. Hvor længe det bliver, ligger endnu ikke fast.

- Der går nogle måneder, og så må vi se. Jeg er blevet lovet, at jeg kan komme rigtig langt. Tænk, hvis jeg kunne nøjes med at have hovedpine bare to dage om måneden. Det ville jo være helt fantastisk, slutter Puk Elgård.

Læs mere om: