4. okt. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Det skal Sarah Louise Christiansens søn hedde

Sarah Louise Christiansen og kæresten er blevet enige om et navn til sønnen. Han skal hedde Albert Augustus.
Sarah Louise Christiansen og kæresten er blevet enige om et navn til sønnen. Han skal hedde Albert Augustus.
Foto: Privat
Til daglig kalder modellen sin nyfødte søn for "gøjsen", men nu har de nybagte forældre endelig fundet et passende navn.

Det er godt halvanden måned siden, han kom til verden med sugekop ved et akut kejsersnit. Model og direktør i eget modelbureau Sarah Louise Christiansens søn har nu fået navn.

Modellens seks uger gamle søn har fået navnet Albert Augustus.

Sarah Louise og faderen Michael har navngivet ham Albert Augustus Nymann Handryziak.

- Albert var et navn, som Michael valgte, fordi han synes, det lyder som en rigtig laban, og så kan vi godt lide de lidt gamle navne. Michael havde i øvrigt også fået lov til at bestemme, da jeg allerede har besluttet, hvad vores datter skal hedde, hvis hun en dag bliver leveret med storken. Augustus er et navn, jeg elsker, og det blev valgt, fordi han er født i august. De sidste to navne er Michaels efternavne. Dem får Albert, fordi det er det navn, jeg også tager til mig, når vi skal vies til næste år, forklarer Sarah Louise Christiansen til Alive.dk.

Ikke svært at få nyt efternavn

Sarah Louise Christiansen forklarer, hvorfor det er let for hende at smide sit eget efternavn væk.

- Jeg har ikke nogen tilbage i familien, der hedder det. Både min mor og far har giftet sig til andre navne, så der er ikke meget stolthed i at bære det videre. Desuden synes jeg også, at Michaels efternavn er noget mere fængende. Jeg beholder dog mit efternavn i forretningsøjemed, siger hun.

Selv om forældrene har vidst siden fjerde måned, at det skulle være en lille Albert, bliver han også kaldt "gøjs" eller "gøjsen", og når han er sur, er det navnene "lille monster" eller "surling", der bliver brugt.

Sarah Louise elsker at være mor

Selv om både baby og mor har det godt i dag, har de begge været igennem en hård omgang. Selve graviditeten var præget af kvalme, plukveer og blødninger, og han kom til verden ved akut kejsersnit med sugekop, hvor Sarah Louise Christiansen mistede en del blod.

Både graviditet, fødsel og amning beskæftiger Sarah Louise Christiansen sig med i to TV-programmer, som kvindekanalen TLC står bag.

- I dag går det bare så godt. Michael er startet på arbejde igen, og jeg har fundet min egen rytme. Vi er rigtig gode til at aflaste hinanden, så ingen rigtig når at gå ned på grund af søvnmangel, for det er der en del af her i starten. De første par uger syntes jeg, det var hårdt, men nu eeeeeelsker jeg at være mor, og jeg glæder mig allerede til den dag, vi skal have en til.

Læs mere om: