Det vidste du ikke om Johannes Langkilde
Når Johannes Langkilde toner frem på skærmen som vært på TV 2 Nyhederne, er han korrekt i både tale og påklædning. Men når Johannes besøger sin hjemegn Hjørring, løsner han slipseknuden og slapper af, helt som han gjorde det som ung aspirerende musiker.
"En doven søndag i Nordjylland skal bruges på Café Ciffy med en stor portion chili con carne og en kold fadøl - lige som vi altid gjorde det i gymnasiet. Jeg har spillet på Ciffy mange gange med gymnasiebandet, hvor jeg spillede keyboard," afslører Johannes Langkilde i bladet Mit Nordjylland. Og det gik hedt for sig: "Søndag restituerede vi så med chili og fadøl."
I dag er der dog noget mindre rock'n'roll over Johannes: "Jeg elsker at rense tankerne med den næsten meditative stemning, som kun en gåtur på stranden i Nordjylland giver."