9. apr. 2009
Af af Signe Ravn

Dronningen hyldede Silja Schandorff

Kirsten Simone, Sorella Englund, Peter Bo Bendixen, Gitte Lindstrøm, Kenneth Greve og Rose Gad var blandt de mange af Silja Schandorffs kolleger, der havde taget festtøjet på for at hylde ballerinaen, da hun onsdag aften dansede af.
Kirsten Simone, Sorella Englund, Peter Bo Bendixen, Gitte Lindstrøm, Kenneth Greve og Rose Gad var blandt de mange af Silja Schandorffs kolleger, der havde taget festtøjet på for at hylde ballerinaen, da hun onsdag aften dansede af.
Foto: Birger Storm
Ballerinaen dansede for sidste gang onsdag aften på Gamle Scene. Hübbe kyssede hende, mens Dronningen gav stående bifald.

34 år efter, at det hele begyndte på Det Kongelige Teaters Balletskole, er Silja Schandorffs imponerende balletkarriere forbi. Onsdag aften dansede nationalscenens primaballerina for sidste gang i 'Giselle' på Gamle Scene på Kgs. Nytorv foran en fyldt sal.

Silja Schandorff leverede en pragtpræstation som den unge pige Giselle, der afvises af sin store kærlighed, bliver vanvittig og dør af hjertesorg. Hun tilføjede hjerteskærende dybde til vanvidsscenerne og ungdommens ubekymrede lethed til sine spring, og lignede bestemt ikke en pensioneringsmoden 40-årig.

Stopper på toppen
Men hovedpersonen selv udtalte forleden i Aftenshowet, at hun er lykkelig for at kunne stoppe på toppen, og at hun glæder sig til igen at kunne gå i højhælede sko. En ting, som hun de senere år har været nødt til at undgå for at skåne sine fødder til scenen.

Rørende afsked
Dronningen, hvis kærlighed til ballet er velkendt, var naturligvis på plads i kongelogen, da tæppet gik for Siljas sidste forestilling, og regenten førte efterfølgende an i et mere end ti minutter langt stående bifald, mens en dybt rørt Silja på scenen modtog en langstilket mørkerød rose fra hver af de mandsdansere, som hun har danset med i løbet af sin karriere.

Fik kys af Hübbe
Som den næstsidste i den imponerende række af Siljas dansepartnere, skred balletmester Nikolaj Hübbe ind på scenen og gav beslutsomt Silja et langt kys, der fik publikum til at huje, før Silja smed den store buket roser og kastede sig i armene på Kenneth Greve, som hun har haft særligt fine præstationer med, og han svingede hende rundt.

Da tæppet gik ned for sidste gang, kunne publikum selv konstatere, at Silja ikke kun er elsket af balletpublikummet, men også af sine kolleger i Den Kongelige Ballet. De gav hende et larmende bifald. Helt fortjent.

Danmarks elite var samlet for at hylde Silja Schandorff. Se billederne i BILLED-BLADET efter påske.

Læs mere om: