
Du kan godt glæde dig! TV 2 bekræfter nyt program med Keld og Hilda Heick

Torsdag spillede Keld og Hilda Heick op til dans, da de gav koncert på Plænen i Tivoli. En hyldestkoncert til ære for den folkekære musikerduo, der er i fuld gang med deres afskedsturné.

Koncerten satte dog ikke et endeligt punktum i det garvede musikerpars karriere, men karrierestoppet, der finder endeligt sted den 6. februar i Portalen i Greve, nærmer sig med hastige skridt.
Keld og Hilda Heick har dog tænkt sig at gå ud med et brag. I hvert fald ledsages karrierestoppet af en portrætudsendelse om parrets liv, karriere og afsked.
Det bekræftede Keld og Hilda Heick, da BILLED-BLADET mødte dem efter hyldestkoncerten i Tivoli torsdag den 19. juni.
- Vi har haft tv på siden klokken 13:30 i dag. Det er TV 2, der laver en hel serie med os. En portrætudsendelse, forklarer Hilda Heick efter showet, hvortil Keld Heick supplerer:
- Vi glæder os til i aften, når vi kommer hjem, og der ikke er nogen linser foran os. Programmet bliver sendt til næste år, men vi mangler stadig at optage nogle gange.
BILLED-BLADET har været i kontakt med TV 2, der ligeledes bekræfter, at man er i gang med at optage et portrætprogram om parret, men at den endelige premieredato endnu ikke er fastlagt.
Annette Heick, der er Keld og Hilda Heicks datter, var ved aftenens ”Syng med i Tivoli” vært, og hun dirigerede med både hjertevarme og professionalisme sine forældre gennem koncerten, der tog en time.
Annette Heick forklarede desuden publikum, at TV 2 optog koncerten, og det ville være muligt at forsøge at spotte sig selv i menneskemængden, når optagelserne bliver sendt i det nye år.

Plænen var nemlig stuvende fuld af et publikum, som var mere end almindelig veloplagte.
De sang lystigt med, ligesom det stående publikum fik sig en svingom på Plænen, og det siddende sad og svajede i takt til musikken på bænkerækkerne, hvilket vakte stor glæde hos aftenens hovedpersoner:
- Jeg tror, at vi begge fik en klump i halsen, lige inden vi gik ud på scenen. (…) Det var en meget rørende og speciel aften. Vores sidste optræden i Tivoli. Jeg er bare så glad for fremmødet og publikums entusiasme. De sang med – også på nogle af de sange, som jeg ikke havde regnet med, siger Keld Heick til BILLED-BLADET efter koncerten.
Koncerten stod, foruden en musikalsk oplevelse fra familien Heick, på gæsteoptrædener af Birthe Kjær samt Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard.