27. okt. 2013
Af af Emilia van Hauen, FEMINA, Aller Media

Emilia van Hauen efter bungeejump: Det gav ingen mening

Emilia van Hauen i bungeejump
Emilia van Hauen
Foto: Birger Storm
”Er du klar?” spørger han, mens han stadig har et solidt greb i min sele. ”Nej,” siger jeg med lille, fast stemme – og lader mig falde.

For jeg bliver aldrig klar. Det er gået op for mig cirka to sekunder før, og derfor må jeg bare se at få det overstået så hurtigt som muligt, inden angsten lammer mig, og fornuften rammer mit beslutningscenter. Det, jeg har gang i, er nemlig så uendeligt og aldeles meningsløst, at jeg næsten bliver helt pinlig over det. Jeg er dybt taknemmelig over mit liv, der er fyldt op med nære og gode relationer, et spændende arbejde og en masse fantastiske oplevelser, og alt det sætter jeg potentielt på spil ved at springe. Desværre går det først op for mig, da jeg står de 67 meter oppe over havoverfladen og skal kaste mig ud af den lille knirkende metalboks, der har transporteret mig derop.

Jeg er taget derud med min ekstrasøn på 17, som – modsat mig – har et klart og fornuftigt formål med det: At overvinde sin højdeskræk. Han vil ind i en eliteenhed i militæret og har en skarp plan, hvor dette er første trin, så han kan blive til det, han drømmer om. Smart tænkt. Men jeg? Jeg gør det bare for at holde ham med selskab. Og da han springer først, har han faktisk ikke brug for, at jeg også gør det.

Jeg skriger hele vejen ned. I total dødsangst. Mærker, hvordan hele min krop spænder op som et skjold, og min hjerne slår fra, da jeg bare bliver ved ... og ved ... og ved ... og ved ... og ved med at falde. Indtil jeg pludselig mærker, hvordan faldet bødes lidt af, og jeg nu ryger opad, hvorefter det hele gentager sig. Flere gange.

Mange havde fortalt mig, at de var så meget ovenpå bagefter. Kunne klare hele verden. Følte sig super modige over at have overvundet sig selv. Og Victor var også totalt høj over at have gjort det. Men jeg? Jeg syntes – og synes stadig – at det er noget af det mest irriterende og ligegyldige, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Mine to fødsler eller mit første foredrag, som jeg holdt for over 1.000 mennesker, det er akut angst med mening, eller bare det at turde indgå ægteskab og åbne sig helt for et andet menneske, der holdt mit hjerte i sine hænder, eller det at blive mor er angst med mening ... men at smide sig ud fra afsindig højde bare for sjov er angst uden mening og fornuft. For mig.

Pointen er, at vi alle bærer rundt på en række forskellige angsttyper, og hvad du har gjort før morgenmaden, er måske noget, jeg skal tage tilløb til i otte år. Og omvendt. Det vigtige er, at vi hver især

tager bevidst stilling til, hvilken type angst vi skal overvinde, så den ikke forhindrer os i at opnå noget, vi går rundt og drømmer om.

Mod knyttes som regel til bungeejump-agtige handlinger, hvor jeg skal gøre noget synligt angstprovokerende og gerne banebrydende. Men når jeg kigger rundt på menneskene i mit liv, ser jeg også en særlig slags mod, som vi sjældent taler om eller anerkender, men som vi passende kunne kalde for hverdagsmod. Alle de morgener, hvor man på trods af skrigende ulyst alligevel smører madpakker til ungerne, laver kaffe til alle på arbejdet, ringer til en veninde, som har det svært, selv om man allerede har overskredet tre opgave-deadlines, rækker ud efter sin mand i sengen, på trods af at man er træt og måske ovenikøbet lidt sur på ham. Eller måske er ægte hverdagsmod, at man overhovedet tør kigge kritisk på sine egne begrænsende overbevisninger og handlingsmønstre og bevidst begynder at ændre sine vaner og lader sig være åben for andres input, selv om det både gør ondt og er svært? Og i starten ofte falder i ..

Nogle gange har jeg også tænkt på, at det mod, der skal til for at lave et bungeejumpspring, for intet er at regne, sammenlignet med det mod, man skal udvise for at indgå i et kærlighedsforhold! At åbne sit hjerte og vise sig helt sårbar over for et andet menneske er langt mere angstprovokerende og afgørende end at smide sig ud fra 60 meters højde.

Hverdagsmod er det, der hele tiden gør livet værd at leve, og som gør, at man ikke ender med at ”slå sig til tåls” med et liv og en personlighed, som man dybest set ikke gider. Eller ligefrem foragter. Og hverdagsmodet er det, vi skal hjælpe hinanden med at anerkende. Højlydt. Så vi kan inspirere hinanden dagligt.

Vi har brug for begge slags mod for at leve et fuldt liv, som vi selv gider leve. Fordi det er i udvikling. Noget, som vi har brug for at være, for at føle os levende og vibrerende af lyst. Og vi kvinder har en historisk enestående mulighed for at gøre modet til vores egen strategi. Aldrig tidligere har vi været så frie og magtfulde til at skabe os den virkelighed og det liv, som vi ønsker skal være vores. Men vi skal have modet til at turde gå efter det. Og til at turde sætte dagsordenen – også selv om det fordrer noget af andre. Også selv om nogle vil forkaste os for det.

Jeg fortryder på ingen måde, at jeg sprang, og jeg er dybt taknemmelig over, at min seje søn på 17 overhovedet havde lyst til at dele den oplevelse med mig. Det vil vi altid have sammen, og på den måde var oplevelsen det hele værd! Men fremover vil jeg være mere bevidst om, hvad det præcis er, jeg har brug for at overvinde, for at udvikle mig i den retning, jeg drømmer om.

Hvad er dit ”bungeejump”?

Hvad drømmer du om i dit liv, som du ikke har turdet springe ud i endnu? Og hvis det ikke er nok at gøre det for din egen skyld, kan det måske hjælpe at tænke på, at vi andre med stor sandsynlighed kan blive inspirerede af at se dig gøre det. Så hvad venter du på?

FEMINAs redaktion byder her ind med, hvad de selv synes, de gør af hverdagsmodige ting

For mig er hverdagsmod at turde indrømme, når der er noget, jeg (som redaktionens ældste) ikke forstår en meter af. Har f.eks. lige været på kursus og undrede mig over, hvor mange engelske/amerikanske udtryk den ellers meget inspirerende underviser kunne fyre af. Det kræver nok ekstra mod, når man er ældsten (som i øvrigt ikke er totalt IT-blind), at sige: ”Det forstår jeg bare ikke.” Fordi risikoen for at blive betragtet som ”hægtet af” er til stede.
Madredaktør Susanne Gustafsson

Jeg kan ikke lide at holde oplæg foran en større forsamling. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, og jeg ved, at mange alligevel kaster sig ud i at gøre det, selv om deres hjerte hamrer, og de har det, som om de er ved at besvime. Jeg synes, det er hverdagsmod, når alle os, der har det skidt med at holde et oplæg og sige noget højt i en forsamling, alligevel gør det.
Kulturredaktør Mette Rou Lund

Jeg sad netop og tænkte på, hvorfor jeg synes, det er så svært at ringe til banken, lægen, skattekontoret, paskontoret, Borgerservice osv. ... er det, fordi jeg ikke kender dem, jeg skal ringe til og derfor bliver usikker? Tænk, hvis de spørger om noget, jeg ikke ved?? Så det kræver faktisk ”mod”. Derimod blinker jeg ikke en eneste gang, når jeg skal ringe til fremmede i forbindelse med mit arbejde ... det er da lidt sjovt.
Kreativ chef Charlotte Grosen

Jeg øver mig i at bede om hjælp. Det kræver mod for mig at vise, at der er noget, jeg ikke kan overskue. Noget, jeg ikke orker.
Redaktionschef Dorthe Kandi

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: