26. jun. 2023
Af Catja Klarskov

En drøm går i opfyldelse: Cecilie Schmeichels nye projekt har et rørende og privat budskab

Cecilie Schmeichel 
Cecilie Schmeichel
Foto: Martin Høien
Til efteråret går en stor drøm i opfyldelse for Cecilie Schmeichel.

Til oktober lanceres den tøjkollektion, som influencer Cecilie Schmeichel har arbejdet på i mange måneder. Kollektionen udgives i samarbejde med Zizzi Danmark og har et rørende og privat budskab.

I skrivende stund er holdet bag kollektionen nemlig ved at udvælge modeller og skyde kampagnebilleder, og det er en proces, som Cecilie Schmeichel går meget op i.

– Der er mange ting, som jeg rigtig gerne vil omfavne i forhold til, hvilke modeller vi bruger. Jeg vil gerne omfavne alle. Jeg vil gerne omfavne alder, etnicitet, ar og så videre, fortalte Cecilie Schmeichel, da BILLED-BLADET mødte hende til premieren på Cirkus Summarum, hvor influenceren havde sine to børn, 9-årige Noah og Sophie på fem år, med sig.

Cecilie Schmeichel sammen med sine to børn, Noah og Sophie, til premieren på Cirkus Summarum. 
Cecilie Schmeichel sammen med sine to børn, Noah og Sophie, til premieren på Cirkus Summarum.
Foto: Hanne Juul

Cecilie Schmeichel lavede for nylig desuden et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun opfordrer kvinder til at elske sin krop, uanset i hvilken form den kommer. Et budskab hun håber at føre ind i både tøjkollektion og promovering.

– Det er bare ærgerligt, at man går og fokuserer på de ting i stedet for at tænke: Jeg køber en større størrelse, siger Cecilie Schmeichel, hvorefter hun fortsætter:

– Da jeg var ung, og indtil jeg fik børn, der fyldte det enormt meget, men eftersom jeg har en mand, der elsker mig, roser mig og fortæller mig, hvor dejlig jeg er, så fyldte det mindre og mindre. Det gjorde, at jeg kunne hvile mere i situationer og bare hygge mig med mine børn uden at suge maven ind, forklarer hun.

Cecilie Schmeichel ser frem til at få udløst spændingen og høre dommen, når tøjet efter planen lander i butikkerne til oktober.

Læs mere om: