Endnu en kæreste vil væk fra Frederik Fetterlein
- Hun er halvt græsk og halvt dansk. Og nu er det seriøst for en gangs skyld. Jeg er ret glad for hende. Hun er totalt sød. Det er ikke sådan en by- og festpige. Det er en rigtig sød og rigtig god pige.
Sådan sagde den tidligere professionelle tennisspiller Frederik Fetterlein i sidste måned om sit forhold til den 23-årige kosmetolog Michella Madsen. Nu er der vild uoverensstemmelse i deres udmeldinger om en fælles fremtid.
- (...) I Grækenland har jeg noget familie, der har brug for min hjælp. Og jeg vil ikke have et langdistanceforhold. Derfor har jeg sagt til Frederik, at vi ikke længere kan være kærester, siger Michella Madsen til ugebladet Her & Nu.
Frederik Fetterlein er i velkendt stil ude og gyde olie på de oprørte vande.
- Vi har talt om det. Hun har overreageret, og hun er nu indstillet på at slå koldt vand i blodet, siger Frederik Fetterlein.
41-årige Fetterlein skulle tidligere på året have været gift med Charlotte Damberg, men parret gik fra hinanden.