1. nov. 2023
Af Sofie Nymand

Erik Clausen i stor sorg: Jeg vidste godt, hun var meget syg

Erik Clausen
Erik Clausen
Foto: Kaspar Wenstrup
Erik Clausen sætter nu ord på sorgen, efter han har mistet sin veninde, Eva Madsen.

De stod bag hits som ”Mormors kolonihavehus” og ”Friheden flyver”.

Eva Madsen som sangerinden og makkerparret Erik Clausen og Leif Sylvester Petersensom de flittige sangskrivere.

Mandag gik Eva Madsen bort, 79 år gammel. Og tilbage står Erik Clausen med mindet om sin veninde.

Til Ekstra Bladet sætter han nu ord på sorgen:

– Jeg vidste godt, at Eva var meget syg. Alligevel bliver man trist og føler sorg, når et menneske, man har arbejdet så meget sammen med, dør. Eva var ikke bare en rigtig god kammerat – hun var et menneske med rødder i et fynsk arbejderhjem, hvilket hun aldrig glemte, siger Erik Clausen til Ekstra Bladet.

De begyndte samarbejdet i 1970’erne, hvor sangen om mormor og kolonihavehuset fra 1978 blev Eva Madsens store gennembrud.

Fra venstre: Instruktør og skuespiller Erik Clausen, sanger Eva Madsen og kunstnerer Leif Sylvester Petersen.
Eva Madsen mellem Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen
Foto: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix

Sangen blev skrevet i protest mod nedrivningen af hundredvis af kolonihaver på Amager, der skulle gøre plads til Urbanplanen.

Siden er sangen blevet brugt i andre sammenhænge, og i dag er det stadig en ørehænger. I hvert fald kan de fleste stadig nynne med på ”Det var et liv i sus og dus…”.

I 1985 debuterede Eva Madsen som solist, ligesom hun også har arbejdet som skuespiller.

I sommer blev Eva Madsen diagnosticeret med kræft, og tirsdag kunne hendes datter, Mia Sylvester Petersen, oplyse, at Eva Madsen var død natten til mandag, omgivet af familien.

Dødsfaldet blev også bekræftet af Eva Madsens eksmand, føromtalte Leif Sylvester Petersen, som hun var gift med i seks år, fra 1985 til 1991.

Eva Madsen bliver begravet på lørdag i Højby. Til Ekstra Bladet bekræfter Erik Clausen, at han naturligvis vil være til stede og sige et sidste farvel.

Læs mere om: