Erik Damgaard overvejer ægteskabet med Anni
Det var en lettetmen dybt rystet Erik Damgaard, der for kort tid siden blev løsladt efter grundlovsforhør i byretten i Odense. Sigtelsen for medvirken til rufferi er opretholdt, selvom Erik Damgaard udtalte, at han tolkede løsladelsen som, at anklagemyndigheden ikke havde noget på ham.
Erik Damgaard ønskede ikke at tage stilling til, om Anni er skyldig i anklagerne, og han holdt en meget lang pause, før han svarede på, hvorvidt han vil støtte Anni 100 procent: "Jeg vil ikke lyve i retten, hvis jeg ved noget. Jeg vil fortælle sandheden, som jeg kender den," lød det korte svar fra rigmanden, der indrømmer at have hjulpet med praktiske ting såsom at smøre døre, hænge skabe op og lignende "flere steder".
Men der er ingen tvivl om, at sagen kan få konsekvenser for ægteskabet med Anni: "Det kan gå til højre eller venstre," sagde Erik Damgaard: "Det er klart, at jeg lige skal overveje min situation…Ingen tvivl om, at jeg tager mit liv op til revision."