
Fejrer jul alene i udlandet: Glenn Bech er blevet single

Forfatter og psykolog Glenn Bech og kæresten er gået fra hinanden efter syv års parforhold.
På Instagram har Glenn Bech delt en række billeder fra Lissabon, hvor han blandt andet skriver, at han frivilligt holder jul alene i den portugisiske hovedstad.
Og over for Ekstra Bladet bekræfter han, at forklaringen er, at han er blevet single:
- Vi er ordentlige ved hinanden og søde og rare og skal nu finde ud af, hvordan vi ordner praktik med bolig og så videre, siger Glenn Bech til Ekstra Bladet.

Han fortæller også, at han og kæresten skulle have fejret julen sammen i Portugal, men at han efter bruddet alligevel har valgt at rejse af sted – og at han også skal fejre nytåret alene i hovedstaden.
På sin Instagram fortæller forfatteren, at han har det godt og nyder alenetiden i Lissabon, hvor han blandt andet skriver på et nyt teaterstykke.
Danske tv-seere har lært Glenn Bech godt at kende i 2025, hvor han blandt andet deltog i TV 2’s ”Spillet” og senest i ”24 stjerners julekalender”.
Han er desuden aktuel med bogen ”Jeg er ikke færdig med dig”.
