Anne Louise Hassing: Troede jeg skulle være dyrlæge
Vi kender Anne Louise Hassing som skuespiller i en lang række danske film, serier og fra teatret, men det lå faktisk ikke i kortene, at hun skulle ende som skuespiller.
– Det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle være skuespiller. Jeg mener - min far er læge, min mor er tandlæge, og selv troede jeg længe, at jeg skulle være dyrlæge, siger hun i et stort interview i SØNDAG.
Men så skete der noget, da hun i 10. klasse fik rollen som Gerda i Snedronningen.
– Da jeg stod dér på Skt. Ibs Skole i Horsens og sang som Gerda, mærkede jeg for første gang denne her følelse af, det her er bare fedt. Lige dér til skolens afslutningsfest mærkede jeg for alvor, det her er lige mig, fortæller Anne Louise Hassing.
Søgte rolle i Nils Malmros’ film – og fik den
Men hun skulle både nå at tage til USA som au pair og vende hjem igen og flytte til Aarhus og begynde at arbejde i en børnehave, før hun en dag hørte, at en veninde havde fået en rolle i en musical ude på Gjellerupscenen.
– Jeg tog mod til mig og gik til audition på den næste forestilling, der hed Runaways, og blev optaget. Da arbejdede jeg stadig i børnehaven på Louisevej. Det gjorde jeg også, da jeg så en annonce i avisen, hvor de søgte piger til en Malmros-film. Jeg søgte ikke med det samme. Jeg var nervøs og tænkte, at det nok alligevel ikke er noget for mig. Men jeg blev overtalt. Og fik jo rollen. Men jeg lå søvnløs i mange nætter. Det var de nerver, siger hun.
Det var mit held, at Nils valgte mig
Her hentyder hun selvfølgelig til rollen i filminstruktør Nils Malmros’ film Kærlighedens smerte fra 1992, hun debuterede i en stor hovedrolle og gjorde det så fremragende, at hun fik både en Bodil-pris og en Robert for sin præstation uden at have været i nærheden af en skuespilleruddannelse.
– Det er mit held, at Nils valgte mig. Jeg er sikker på, at mit liv ville have været helt anderledes, hvis jeg ikke have fået den rolle. Og ja, det var Nils, der valgte mig. Og ja, det var Nils, der bagefter sagde, at jeg selvfølgelig skulle gå videre på teaterskole, for han syntes, jeg havde et megatalent. Men når jeg tænker tilbage, var det trods alt mig selv, der valgte at gå til de auditions. Et eller andet drive må der alligevel have været, siger hun.
LÆS OGSÅ: - Jeg blev dansktopstjerne ved et tilfælde. Læs hvilken feteret dansktopstjerne, der egentlig troede hun skulle være indretningsarkitekt – på soendag.dk (link fjernet)