10. jun. 2011
Af af Thomas Flindt

Bille August filmer igen på dansk jord

Bille August med sin kone skuespiller Sara-Marie Maltha
Bille August med sin kone skuespiller Sara-Marie Maltha
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
En kendt Skagensmaler får filminstruktøren Bille August til at vende hjem til Danmark.

Bille August er en internationalt anerkendt filminstruktør med mange store produktioner på cv'et: "Les Miserables", "Return to sender" og "Pelle Erobreren", hvor sidstnævnte både vandt en Oscar og en Golden Globe.

I næste måned vender han snuden hjemad, når optagelserne til "Balladen om Marie" starter. Filmen handler om den berømte skagensmaler P.S. Krøyer og hans turbulente forhold til Marie Krøyer, og filmen beskrives som en "bemærkelsesværdig og dramatisk kærlighedshistorie".

- "Balladen om Marie" starter på et tidspunkt i Marie og P.S. Krøyers ægteskab, hvor hans sygdom forværres. Deres drøm om et fælles kunstnerliv smuldrer og forvandles til frustration og sorg. Marie splittes mellem rollerne som hustru, mor og kunstner, da hun ikke længere har mulighed for at udøve sin kunst. Samtidig ser hun sin elskede mand forandre sig og glide dybere ind i sindssygen. For at komme til kræfter rejser Marie sammen med datteren Vibeke på en ferie til Marstrand, hvor hun forelsker sig hovedkuls i den svenske komponist Hugo Alfvén, skrives der i pressemeddelelsen.

Manuskriptet er skrevet af Peter Asmussen, der var co-writer på Lars von Triers Oscarnominerede film, "Breaking the Waves", og rollebesætningen tæller gode danske skuespillernavne som Birgitte Hjort Sørensen, Søren Sætter-Lassen, Lene Maria Christensen og Tommy Kenter.

Filmen forventes at have premiere til august næste år.

Læs mere om: