Bodil Jørgensen: Jeg er ikke bange
I "Hvidsten gruppen" spiller Bodil Jørgensen den uforfærdede krokone, Gudrun Fiil, der bakker 100 procent op om sin mands og børns deltagelse i modstandskampen mod tyskerne under Besættelsen. En stærk kvinde. Det samme skulle man måske ikke tro om Bodil Jørgensen, når man betænker de mange skrøbelige kvinderoller, hun har givet liv på TV og film. Men sandheden er, at hun også selv har opvist mod og stor styrke i sit 51-årige liv.
Således flygtede hun ikke fra den død og lemlæstelse, der omgav hende midt i den største danske togulykke i nyere tid. Modsat otte medpassagerer overlevede hun, og hun blev tilbage i den sammenkrøllede togvogn for at trøste en svært kvæstet pige, som hun kort forinden havde byttet plads med. Pigens kæreste var væk. Han kunne ikke klare synet af hendes knuste ben. Nu skal pigen og Bodil Jørgensen mødes igen. 24 år efter ulykken i Sorø i 1988.
- Jeg var overrasket over mig selv. Overrasket over at jeg kunne være så rolig. Men det har jeg også oplevet senere i mit liv: At jeg ikke er bange, siger Bodil Jørgensen, hvis mod igen kom på prøve, da hun mange år efter trodsede alle sine indre værdier og blev skilt fra sin første mand.