Casper Christensen får ny makker
Frank Hvam og Casper Christensen væltede biograferne med "Klovn - The Movie". Alligevel er det ikke en umiddelbart opfølger til successen, som Casper Christensen har i støbeskeen - og heller ikke makkeren Frank Hvam er en del af hans ny projekt. Komikeren er nemlig i øjeblikket i fuld gang med optagelser i Nice i Sydfrankrig til komedien 'PLAYER'.
Her spiller Casper Christensen og Rasmus Bjerg hovedrollerne. Bjerg spiller en retskaffen, ekstremt selvkontrollerende og lettere kedelig advokat Michael Helge, mens Casper Christensen giver den som hans gamle ven, en letlevende gambler ved navn Theo.
Sammen skal makkerparret skaffe ti millioner kroner tilbage, som Michael Helge er blevet franarret i forbindelse med en skilsmissesag.
Komedien instrueres af Tomas Villum Jensen, der tidligere har haft en lille rolle hos Casper i TV-serien "Klovn"
- Jeg har altid gerne ville arbejde sammen med Rasmus Bjerg, og da jeg aldrig har været i Sydfrankrig med Tomas Villum uden at have været beruset, udfylder denne film en ny fin mission for mit efterår, siger Casper Christensen selv.
"PLAYER" har et budget på 19 millioner kroner, og kommer i biograferne i sommeren 2013.