Casper Christensen vil lave film i USA
Danmark er ikke længere nok for Casper Christensen. Slet ikke, hvis chancen for at lave film og TV i USA - hvor de store penge ligger - kan erobres.
Det er årsagen til, at Klovn-stjernen har købt sin makker Sussan Treshow ud af sit produktionsselskab Douglas Entertainment.
- Jeg har købt hende ud. Det er simpelthen noget med, hvordan man gerne vil drive virksomheden, og hvad målet er i fremtiden, som vi desværre ikke kunne finde ud af at blive enige om, siger Casper Christensen til B.T.
Christensens fremtidsmål er, at få foden indenfor i Hollywood. Hans produktionsselskab har mange gode skrivere, som er interesseret i at komme til at arbejde sammen med amerikanske skrivere og altså levere manuskripter på engelsk - til amerikanske TV-serier og film.
Allerede i næste uge sætter Casper derfor kursen mod Los Angeles, hvor han skal mødes med diverse amerikanske manuskriptforfattere.