23. mar. 2014
Af Karina Didriksen

Connie Nielsen efter bruddet med Lars Ulrich: Jeg fortryder intet

Connie Nielsen
Connie Nielsen.
Foto: Niels Henrik Dam
Skuespilleren sætter pris på de år, som hun nåede at få sammen med Metallica-trommeslageren.

Det var smertefuldt for Connie Nielsen, da hun og Metallica-trommeslageren Lars Ulrich gik fra hinanden efter flere års forhold i sommeren 2012.

Nu er hun ved at komme ovenpå igen, og arbejdet som skuespiller har været en stor hjælp.

- At være optaget af en helt masse andre ting er en fantastisk måde at komme væk fra smerten på. Jeg skal ikke undsige, at man arbejder sig ud af en krise. Det har jeg også gjort. Men jeg er heller ikke rendt fra smerten ved at kaste mig over arbejdet. Jeg er i et arbejde, hvor man lige netop bruger alt det, der sker, i ens arbejde og i ens karakter, siger Connie Nielsen til BT.

Den 49-årige skuespiller er aktuel i anden sæson af TV-serien ”The Following” med Kevin Bacon, og hun medvirker også i tre film, hvoraf ”3 Days to Kill” har dansk premiere til maj.

En fantastisk familie

Ud over arbejdet så fokuserer Connie Nielsen også på sin seksårige søn Bryce, som hun har sammen med Lars Ulrich, og han er en af årsagerne til, at hun ikke fortryder noget.

- Det har været nogle fantastiske år, vi har haft sammen. Vi har en fantastisk familie og de mest utrolige børn. Jeg er så glad for mine børn og mine stedbørn, at jeg aldrig nogensinde ville ønske, at det ikke havde været. Det er også bare spild af tid at sidde og se tilbage på otte år og så ikke sætte pris på dem, forklarer skuespilleren til BT.

Hun har stedsønnerne Layne, 12, og Miles, 14, som er Lars Ulrichs børn, og hun er desuden mor til Sebastian på 23 år.

Læs mere om: