17. jul. 2014
Af Lisbeth Grube

Connie Nielsen: Min skilsmisse var et kæmpe chok

Connie Nielsen.
Connie Nielsen.
Foto: Krestine Havemann
Hollywoodstjernen fortæller, at det kom som et lyn fra en klar himmel, at Lars Ulrich valgte at gå.

Det kom som en stor overraskelse, da den danske stjerneskuespiller Connie Nielsen i 2012 pludselig ikke længere dannede par med Metallica-roden Lars Ulrich. Nu afslører Connie, at det også kom som en bombe for hende, at Lars forlod hende efter otte års forhold. Skilsmissen tog hårdt på hende, fortæller hun i et interview i IN.

- Den slog bunden ud af mig og kom vitterligt som lyn fra en klar himmel. Jeg var et hundrede procent overrasket. Det var et kæmpechok. Og selve chokket har nok været værre end selve det at tabe ens bedste ven, ens allerbedste ven og en person, som man virkelig stolede på, siger Connie, som mener, at det allerhårdeste ved en skilsmisse er at se sine børn lide.

- En ting er, at man selv føler smerte, noget andet er den, man som mor føler ved at se sine børn have det svært. Det er en dobbelt smerte.

Fik hjælp fra børnepsykolog

For at komme igennem den svære tid tog Connie nogle afgørende skridt.

- Det første var at konsultere en børnepsykolog, der kunne hjælpe mig med gode råd i situationer, hvor jeg tænker: ”Hvad skal jeg sige her? Hvad skal jeg svare der? Hvordan kan jeg bedst hjælpe mit barn?” Mange forældre tror, at det gælder om at være stoisk, fremstå stærk og ikke vise smerten, men man er nødt til at vise, at man er ked af det – selvfølgelig uden at sidde og tude foran barnet – så barnet også forstår, at det er okay at være trist, siger hun.

Samtidig har Connie valgt ikke at gå på date med nye mænd.

- Lige efter skilsmissen troede jeg, at jeg var klar til det, men nej, det føltes ikke rigtigt, så nu har jeg besluttet ikke at gøre det i nogen tid. Jeg er interesseret i at se, hvad der sker, når jeg ikke hele tiden skal sætte al den energi af til en mand, fastslår Connie Nielsen.

Connie har sønnen Bryce med Lars Ulrich.

Læs mere om: