19. maj. 2011
Af af John Lautrup

Filmstjerner forsvarer Lars von Trier

John Hurt og hans hustru, Anwen Rees-Myers.
John Hurt og hans hustru, Anwen Rees-Myers.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Blandt stjernerne på strandpromenaden i Cannes er der støtte til den udskældte, danske instruktør Lars von Trier

BILLED-BLADET løb i dag ind i John Hurt og hans kone, Anwen Rees-Myers, på strandpromenaden i Cannes, hvor de nød solen.

Det var dagen derpå efter Lars von Triers skandaleoptræden i går, men den engelske stjerneskuespiller, der spiller Kirsten Dunsts far i "Melancholia", havde ikke meget lyst til at kommentere nazi-udtalelserne eller den danske instruktørs udelukkelse fra filmfestivalen i dag.

- Jeg kan ikke stå her på gaden og tale om noget så kontroversielt med dig. Det ville bare blive misforstået, lige som Lars er blevet misforstået, svarede John Hurt venligt og imødekommende, inden han og konen afslappet slentrede videre.

Og dermed gav han alligevel indirekte Lars von Trier en sympatierklæring.

Også svenske Stellan Skarsgaard stod fast på sin støtte til Lars von Trier trods den internationale kritik, der regner ned over danskeren og hans udelukkelse fra festivalen.

- Lars pjatter jo bare. Alle ved, at han ikke er nazist, uanset hvad han siger. Jeg har endnu ikke deltaget i et pressemøde med Lars, uden at han har sagt noget, som har oprørt nogle. Det er en storm i et glas vand. Det skider jeg på, sagde Stellan Skarsgaard bramfrit.

Han har været en af Lars von Triers yndlingsskuespillere, siden han spillede den mandlige hovedrolle i "Breaking The Waves". I "Melancholia" er han et ualmindeligt dumt svin af en reklamedirektør.

Læs mere om: